Mystiske russiske kunder fra lyssky selskaber i fjerne skattely, samarbejdspartnere i udemokratiske stater med terrorbevægelser eller udbredt korruption, og hundredtusindvis af advarsler om hvidvask og terrorfinansiering, der bevidst blev ignoreret.

Det er bagtæppet for en særlig retssag, der begynder mandag i Københavns Byret. 

For første gang nogensinde skal en bank stå foran en dommer og forsvare sig i en sag om mulige brud på hvidvaskreglerne. 

Der er tale om storbanken Nordea, som i 2016 blev politianmeldt af Finanstilsynet. 

På sine besøg i bankens danske afdeling i 2015 og 2016 fandt tilsynet så grove brud på hvidvaskloven, at tilsynet ikke så anden udvej end at melde banken til politiet. 

I ni år har Bagmandspolitiet, senere NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet), efterforsket storbanken, og nu skal en dommer tage stilling til, hvorvidt banken i sin tid brød hvidvaskreglerne. 

Nordea nægter sig skyldig:

»Vi mener ikke, at der er sket noget strafbart. Selvom vi gjorde meget for at styrke vores systemer og processer, så kunne de set med nutidens øjne have været bedre for ti år siden. Men at noget kunne have været bedre, er ikke det samme som, at det er strafbart,« udtaler chefjurist i Nordea i Danmark, Anders Holkmann Olsen. 

Nordea har dog siden 2019 afsat 700 millioner kroner til at dække en eventuel bøde for brud på reglerne. 

Og i sommeren sidste år indgik Nordea forlig med den amerikanske myndighed New York State Department of Financial Services i en sag om tilstrækkeligheden af bankens program for forebyggelse af hvidvask fra 2008 til 2019.

Banken accepterede en bøde på 35 millioner dollar, knap 234 millioner kroner.

Stridighed ender i retten 

Det er første gang nogensinde, at en bank som institution skal stå skoleret over for en dommer i en sag om brud på hvidvaskloven – og det gør sagen særligt interessant, mener Kalle Johannes Rose, lektor ved CBS og ekspert i hvidvasklovgivning. 

»For første gang nogensinde får vi en dommers ord for, hvordan man skal fortolke hvidvasklovgivning.«

I tidligere sager – som for eksempel Danske Banks historiske hvidvasksag i Estland – har banker indgået forlig med de danske myndigheder. 

I 2022 accepterede Danske Bank således en samlet bøde fra de amerikanske og danske myndigheder på 15,3 milliarder kroner for hvidvasksagen i Estland. 

Bøden til NSK alene beløb sig til samlet 4,749 milliarder kroner.

Senest accepterede Jyske Bank i december 2024 en bøde på knap 24 millioner kroner for ikke at leve op til hvidvaskloven mellem marts 2010 og september 2021.

Men Nordea og NSK har været dybt uenige om sagen, og derfor er denne sag nu endt i retten.

»Vi har i alle årene samarbejdet konstruktivt med myndighederne for at finde en fælles løsning. Men når man hverken kan blive enige om, hvad der faktuelt er sket, og om man kan bruge lovgivning med tilbagevirkende kraft, så er vi desværre her, hvor vi nu må have rettens afgørelse,« lyder det fra bankens chefjurist.

Særligt hæfter Nordea sig ved, at Finanstilsynet i 2012 efter et besøg hos banken vurderede, at Nordeas transaktionsovervågning var »tilfredsstillende«. Men i 2016 valgte Finanstilsynet at politianmelde Nordea for grove brud på hvidvaskreglerne. 

Det undrer man sig over i Nordea, fordi der ikke var indført nye regler i mellemtiden, og banken samtidigt havde forbedret sin overvågning.

Men ifølge Kalle Johannes Rose fra CBS kan Nordea ikke nødvendigvis konkludere sådan.

»Kunder, der ikke blev anset for risikable i 2012, kan sagtens være blevet anset for risikable i 2016, selvom lovgivningen ikke har ændret sig. Jo mere risikabel en kunde er, jo bedre overvågning af kunden, skal en bank have,« siger han. 

Uenig om bødestørrelse

Parterne er desuden uenige om, hvorvidt Nordea kan straffes med udgangspunkt i transaktionsprincippet, hvor en bødestraf lyder på 25 procent af transaktionsmængden. 

Nordeas sag dækker ifølge NSK over transaktioner for 26 milliarder kroner. Med udgangspunkt i transaktionsprincippet risikerer Nordea derfor en bøde på 6,5 milliarder kroner. 

»I Danmark har vi et princip om, at man ikke kan bruge lovgivning med tilbagevirkende kraft. Det må selvfølgelig også gælde i denne sag,« udtaler Anders Holkmann Olsen.

Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet, vurderer, at NSK har grundlag for at nedlægge påstand om en bøde på netop 6,5 milliarder kroner. 

Selvom de strafferetlige regler om hvidvask er blevet ændret både i 2013, og i 2017 og 2018, blev der ikke ændret på princippet for bødeudmålinger, konstaterer professoren. 

Ved lovgivningen i 2017 blev det forudsat, at et bøde som udgangspunkt fastsættes til 25 procent af transaktionsbeløbet. 

»Alt andet lige har det styrket NSKs grundlag for at nedlægge påstand om en bødestraf på 25 procent af transaktionsbeløbet, at der nu er kommet flere afgørelser til, hvor bødestørrelsen er blevet beregnet i overensstemmelse med de forudsætninger, som kom til udtryk i forarbejderne til de gældende regler,« udtaler Jørn Vestergaard. 

Politiet enig med Finanstilsynet

Nordea er tiltalt for at have overtrådt hvidvaskreglerne mellem 2012 og 2015. Banken er tiltalt i fem forhold.

Det drejer sig blandt andet om, at banken ikke i tilstrækkelig grad har undersøgt mistænkelige transaktioner og underrettet myndighederne om dem for specifikt 25 »østkunder« i sin International Branch på Vesterbro. 

Ifølge NSK gennemførte banken over 17.000 transaktioner for disse kunder mellem marts 2012 og juli 2016 svarende til i alt 24,9 milliarder kroner. 

Netop den berygtede International Branch er en del af kernen i Nordea-sagen. Frem til sommeren 2014 havde Nordea en filial på Vesterbrogade med udenlandske, særligt russiske, kunder, der umiddelbart ingen tilknytning til Danmark havde. 

Afdelingen kom i offentlighedens søgelys, da Finans i 2018 første gang afdækkede, hvordan kunderne brugte International Branch som bankforbindelse for selskaber i kendte skattely. 

Nordea har også tidligere erkendt, at banken historisk kan være blevet misbrugt til hvidvask. 

NSK mener derudover, at Nordea i Danmark har optaget og opretholdt kundeforhold til en række udenlandske selskaber uden at have haft ordentligt kendskab til selskaberne, og hvor selskabernes penge kom fra. 

Politiets syn på sagen adskiller sig derfor ikke synderligt fra Finanstilsynets. 

Berlingske kunne sidste år på baggrund af fortroligt materiale afsløre, hvad Finanstilsynet fandt på sine inspektioner hos storbankens danske afdeling i 2015 og 2016. 

Problemerne var så mange, så konkrete og så alvorlige, at det ifølge Finanstilsynet var »åbenlyst«, at Nordea Danmark i »en årrække kan være blevet misbrugt til hvidvask eller terrorfinansiering«, fremgik det af materialet.

Et udpluk af tilsynets fund i 2015 og 2016:

• Nordeas kontrol af bankens mest risikable kunder var »helt utilstrækkelig« og »foruroligende«. 
• Nordeas generelle overvågning af kundernes konti var »helt utilstrækkelig«. Det kom særligt til udtryk i forholdet til valutavekslingsbureauerne, som ikke var udsat for systematisk overvågning. 
• På grund af »ressourcemangler« i bankens overvågningsafdeling kunne banken ikke reagere på advarsler om mistænkelige transaktioner. Dette resulterede i, at banken »i årevis« havde lukket transaktionsalarmer, uden at de var blevet undersøgt og om nødvendigt politianmeldt. 
• Nordea havde ikke styr på sit samarbejde med andre banker verden over, de såkaldte korrespondentbanker. Nordeas kontroller var ifølge tilsynet »åbenlyst utilstrækkelige«. Banken havde eksempelvis i 2015 korrespondentbanker i højrisikable afrikanske stater som Sudan og Sydsudan, der enten var plaget af udbredt korruption, intern uro eller terrorbevægelser.

Masselukningen af alarmer om mistænkelige transaktioner og Nordeas manglende kontrol med korrespondentbanker er også en del af de forhold, Nordea er tiltalt for. 

Der er planlagt 60 retsmøder i sagen mod Nordea, og dommen ventes afsagt i efteråret 2026. 

Berlingskes privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk

Hej brevkasse

Jeg ved, at mit spørgsmål måske ikke direkte rammer den privatøkonomiske sfære, men jeg vil gerne vide noget om reglerne for indbliksgener. 

Der er nemlig for nylig kommet et meget stort nabohus med mange vinduer så tæt på skel, som loven tillader. Men jeg oplever indbliksgener alligevel. 

Kan I komme ind på, hvad jeg kan gøre?



Med venlig hilsen

J.E.

Kære J.E.

Dit spørgsmål falder ind under brevkassens område, men det er vanskeligt at give dig et fuldt dækkende svar inden for formatet og på baggrund af din meget kortfattede beskrivelse. Lad mig alligevel forsøge med nogle betragtninger.

Hvis du oplever indbliksgener som følge af et nyopført nabohus, er det relevant at se nærmere på både byggelovgivningen og de naboretlige regler, som gælder i Danmark. 

Selvom der ikke findes en specifik lov om indbliksgener, er emnet reguleret gennem flere forskellige regelsæt og retsprincipper.

Allerførst vil jeg pege på, at den bedste vej ved nabogener er dialog. Jeg har i min tid set mange eksempler på manglende eller dårlig dialog mellem naboer. Desværre fører det ofte til, at den ene af parterne vælger at flytte, og det er en høj pris, som bør søges undgået. 

Det kan være en idé at tage en advokatmediator (konfliktmægler) med til at hjælpe jer med dialog og løsningsmuligheder.

I nogle tilfælde kan en venlig og saglig samtale føre til en løsning, for eksempel at vinduer bliver matterede, eller at der etableres afskærmning. 

Hvis det ikke er muligt at opnå enighed, kan du rette henvendelse til kommunens byggesagsafdeling og rejse spørgsmål om byggeriets lovlighed. Kommunen har pligt til at undersøge sagen, hvis der er mistanke om ulovligt byggeri eller brud på lokalplanens bestemmelser.

Skulle det vise sig, at byggeriet er lovligt, men du stadig oplever væsentlige gener, kan du overveje at rejse sagen som en naboretlig tvist. 

Ifølge dansk retspraksis må en grundejer ikke udsætte sin nabo for urimeligt byrdefulde gener, og det gælder også i forhold til indblik. 

Sådanne sager behandles dog af domstolene og kræver ofte både juridisk bistand og dokumentation for genernes omfang. Det bør derfor kun være en sidste udvej, hvis andre muligheder er udtømt. 

Fra retspraksis kan jeg nævne en sag, der angik spørgsmålet, om ejerne af tre parcelhuse efter naboretlige regler havde krav på erstatning i anledning af opførelsen af en større kontorbygning på naboejendom. 

Byretten fandt, at den naboretlige tålegrænse ikke var overskredet. 

Landsretten fandt ud fra en samlet vurdering af det foreliggende lokalplangrundlag sammenholdt med kvarterets karakter og præg, at det ikke var påregneligt for husejerne, at der på naboejendommen ville blive opført en kontorbygning i den pågældende størrelsesorden og dimensionering. 

Landsretten fandt endvidere efter bevisførelsen, at kontorbygningen ved sin massive udformning, nærhed, højde og meget betydelige facadelængde i relation til udsynet fra de omhandlede ejendomme i retning mod kontorbygningen havde en sådan dominans i forhold til de omhandlede ejendomme, at den naboretlige tålegrænse måtte anses for overskredet. 

Erstatningen blev fastsat til de af skønsmanden skønnede værditab for de tre ejendomme på henholdsvis 500.000 kroner, 400.000 kroner og 300.000 kroner, idet landsretten ikke fandt grundlag for at fastsætte et skønsmæssigt lavere beløb (U2019.1422 ØL). 

I en nyere dom (Østre Landsrets dom af 18. marts 2025 i anke 5. afd. BS-51022/2023-OLR) fandt landsretten, at de gener, som opførelsen af tre punkthuse havde medført, var så væsentlige og upåregnelige, at den naboretlige tålegrænse var overskredet. 

Det måtte efter bevisførelsen lægges til grund, at opførelsen af punkthusene og de heraf følgende gener varigt havde påvirket værdien af ejendommen negativt. Erstatningen udmåltes skønsmæssigt til 150.0000 kroner.

Som en praktisk foranstaltning kan du – alt efter hvordan de nærmere omstændigheder i din sag er – også overveje at etablere afskærmning på din egen grund i form af hegn, beplantning eller læskærme. 

Selvom det kan føles urimeligt at skulle tage sådanne skridt som den forulempede part, kan det være en effektiv måde at genetablere privatlivet på, særligt hvis andre løsninger ikke fører til et tilfredsstillende resultat. 

Held og lykke med løsningsforsøget.

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H)

DreistStorgaard Advokater

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk, eller udfyld nedenstående formular:

Jeg har købt et sommerhus i Sverige. Ikke lige nu altså, men sidste sommer. Her ni måneder efter er renoveringsprojektet ved at være afsluttet. Det er blevet langt dyrere end forventet. Og det er kun på grund af den svage svenske krone, at jeg ikke har fået dårlige finansielle nerver.

Hvorfor endte jeg med et sommerhus? Og hvorfor i Sverige?

Jeg har altid elsket at rejse, og coronatiden var derfor et dybt indgreb i hele min levevis. Men det seneste par år har jeg følt et andet behov. Et behov for at komme væk fra København, efter at jeg har travet stort set alle veje tynde i coronatiden. Men også et behov for noget ro, hvor man er væk fra det daglige.

Mit krav var ganske enkelt en maksimal afstand fra min bopæl på halvanden time i bil. Eller på motorcykel. Afstanden skal ikke være større, for formålet for mig er at have et sted, som jeg kan tage til for en enkelt overnatning eller to – eventuelt med lidt hjemmearbejde. Ikke tre ugers helvede i regnvejr om sommeren.

Jeg har set forskellige steder herhjemme, men opdagede også, at jeg synes, at det er kedeligt at tage i sommerhus for at gå ned i den samme slags Netto eller Rema, som jeg bruger derhjemme. Nu har jeg en helt fantastisk ICA, som bare er en smule mere eksotisk at købe ind i. Al alkohol bliver naturligvis slæbt med fra Danmark. Det gør kød også.

Man får lidt fornemmelsen af, at man er i udlandet. Det er lige på sydsiden af Hallandsåsen, så altså fortsat i Skåne. De lokale ved ikke helt, hvordan de skal reagere, når jeg kalder det »midlertidigt besat område«.

Jeg endte, hvor jeg gjorde, fordi jeg har dansk/svenske venner, der har et hus 100 meter væk. De har været helt uvurderlige i alle aspekter af processen. For der er meget, der er anderledes i Sverige. Og man kan hurtigt løbe sur i det offentlige og forsikringer, hvis ikke man kender nogen, der ved noget. De har også været rigtig gode at diskutere ideer med. 

Overraskende forskel i kulturen

Undervejs har jeg lært rigtig meget om kulturforskelle. 

De svenske håndværkere har ofte syntes, at jeg er dybt mærkelig. For der er faktisk meget stor forskel på, hvad man gør i Danmark og Sverige på helt simple og hverdagsagtige ting, som man ikke tænker over kan være forskellige. 

Hvorfor skal al lys være styret fra en app, tænker jeg. Hvorfor vil han have en kontakt, tænker de. 

Man kan da ikke have en vaskemaskine i køkkenet, argumenterede de hårdt. Det må da være forbudt. Forsikringen vil sige nej. Men næ. Det må man gerne. Til gengæld har både opvaskemaskine og vaskemaskine i Sverige en vandlukningsmekanisme, så de ikke kan oversvømme huset, mens jeg er væk. Det er da ret smart.

Det er blevet helt vidunderligt.

Huset er i træ, men ellers så lidt svensk, som det kan blive. Ingen rød maling. Ingen hvide vinduesrammer. Det er snarere som taget ud af det nordvestlige USA, hvor jeg også har boet. Da jeg skulle vise billeder frem, opdagede jeg, at jeg har lavet en klon af min lejlighed. Det vil nogen måske mene er fantasiforladt – ikke mindst min mor. Men jeg behøver ikke falsk bondeidyl for at slappe af.

Da jeg sad deroppe forleden og så ud over haven, gav projektet bare mening. Der var ingen baggrundsstøj, efter at naboerne havde slukket for deres værktøj. Fuglene fløjtede, og solen bagte.

I min lille dam var der for en måned siden en milliard frøer, der ynglede. Det havde jeg ikke forventet. Jeg havde heller ikke ventet, at en flok rådyr ville spise en stor del af min nyplantede have. Men så kan man udveksle erfaringer med andre i samme situation. De spiser ikke rhododendron. Nu har jeg plantet 17 flere af dem. 

Jeg har købt hus inde i en skov. I et område, der er udlagt til ferieboliger, men hvor halvdelen – herunder mine naboer – er fastboende.

Jeg opdagede undervejs i søgeprocessen, at jeg ikke har behov for at være tæt på vand. Måske fordi jeg bor på Islands Brygge og bare hopper i havnen på vej hjem fra arbejde.

Skovens dybe stille ro – og uden vind

Men skoven har en gevinst, som jeg slet ikke havde tænkt på. Der er stort set vindstille, og jeg hader vind næsten lige så meget, som jeg hader regn. Hele vinteren har jeg rendt rundt i haven, efter at jeg fik fældet 1.000 kvadratmeter skov i efteråret. Ikke én gang har jeg haft tungt overtøj på, for uden vind føles selv let frost ikke koldt – når man arbejder.

Jeg har fortsat ikke fået et samordningsnummer – en slags svensk personnummer – hvilket gør alt mere besværligt. Især fordi jeg ikke kan få en bankkonto i Sverige uden. Så min månedlige elregning kommer med post til sommerhuset. Så kan jeg hente og overføre. Det er ikke en billig løsning.

Svenske banker er også meget lorne ved bankoverførsler fra udlandet. Flere gange har de tilbageholdt betalinger, indtil vi har taget kontakt.

Men hele vejen igennem har jeg oplevet én ting, som har gjort oplevelsen ekstra god.

Der er en helt anden servicementalitet på den anden side af sundet end herhjemme. Alt kan lade sig gøre på en eller anden måde. De er fleksible og løsningsorienterede, om det har været håndværkere eller kontorfolk. Folk er virkelig søde i området, og alle stopper og hilser på, når jeg er i haven. De vil gerne have en ny permanent beboer. Men det må vente lidt.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

Det er højsæson for konfirmationer.

Det kan ses på gader og stræder – og på Bakken. Og i år strømmer gaverne ind som aldrig før.

Konfirmanden anno 2025 kan i gennemsnit se frem til gaver for omkring 42.000 kroner, hvoraf 24.000 er rene pengegaver – altså kontanter og MobilePay-overførsler.

Derfor er det særlig vigtigt, at man gør sig nogle overvejelser om, hvordan konfirmanden får mest muligt ud af pengene. Uanset om man er forælder eller gæst.

»Giver man en pengegave, bør man også give mere end bare pengene. Det kunne være at give et godt råd om, hvordan pengene kan bruges bedst muligt,« siger privatøkonomisk ekspert i Nordea Betina Grimstrup.

Det er formueekspert i Nykredit Jeanette Kølbek helt enig i – især hvis man opfordrer konfirmanden til at investere.

»Det kan være en rigtig god idé at gøre dem opmærksomme på, at de faktisk kan tjene penge uden at skulle ud og gå med aviser,« siger hun.

Men hvordan griber man det praktisk an, hvis konfirmanden gerne vil investere sine penge?

Her giver de to investeringseksperter deres bud på en model til, hvordan pengene kan vokse bedst.

Mulighed nummer et: Her får du mest for pengene

Når det kommer til at få mest værdi for pengene, er børneopsparingen det mest attraktive opsparingsprodukt for unge, fortæller Jeanette Kølbek.

»Afkastet på børneopsparingen er skattefrit. Det betyder, at der er flere penge tilbage til konfirmanden, når de på et tidspunkt skal udbetales. Derudover er der frihed til at investere i både enkeltaktier, fonde og plejeprodukter,« siger hun.

Børneopsparingen kan oprettes til børn i alderen 0 til 14 år, og først herefter kan pengene udbetales. Pengene skal være bundet i mindst syv år, og de kan tidligst blive udbetalt, når barnet fylder 14, og senest ved udgangen af det år, hvor barnet fylder 21 år.

Jeanette Kølbek forklarer dog, at der er et par faldgruber ved børneopsparingen.

For det er nemlig kun muligt at indbetale op til 6.000 kroner om året og højest 72.000 kroner i alt. Det betyder, at mange allerede har nået den øvre grænse for indbetalingsbeløbet, inden det er konfirmationstid.

»Men er der plads til at indskyde yderligere på den, er det oplagt, at en pengegave indsættes og investeres her, hvor pengene kan yngle og skabe et skattefrit afkast,« fortæller Jeanette Kølbek.

Mulighed nummer to: Opret et aktiedepot og udnyt skattefordel

Står der allerede 72.000 kroner på børneopsparingen, er den næstbedste mulighed et helt almindeligt depot. Her kan de unge nemlig udnytte en særlig finte.

For gevinster på investeringer i værdipapirer kan indgå i barnets personfradrag, som i 2025 er på 51.600 kroner.

»Lad os sige, at konfirmanden har tjent 20.000 kroner fra et fritidsjob, så er der stadig 31.600 kroner tilbage, der kan tjenes skattefrit,« siger Jeanette Kølbek.

Der er bare et forhold, som er altafgørende for denne metode, forklarer hun.

Skattefriheden gælder nemlig kun ved investeringer i værdipapirer, der beskattes som kapitalindkomst.

Det gør enkeltaktier ikke. Vil man derfor investere i aktier, skal det gøres ved de såkaldte akkumulerende aktiefonde – altså fonde, der ikke betaler udbytte.

»Her er det vigtigt, at den akkumulerende aktiefond ikke står på skats positivliste. For gør den det, så er det andre regler, som gør sig gældende,« siger Jeanette Kølbek.

I det tilfælde vil gevinsten blive beskattet som almindelig aktieindkomst. Her lyder satsen i 2025 på 27 procent for kursgevinster og udbytter under 67.500 kroner og 42 procent for det, der ligger herover.

Derfor er der stor værdi at hente i at udnytte personfradraget til investeringer, hvor aktiegevinsten er skattefri. Men husk: Gevinster over personfradragets grænse på 51.600 kroner beskattes som kapitalindkomst på minimum 37 procent.

Mulighed nummer tre: Opret en aktiesparekonto

Men det er 2025. Og flere og flere unge vælger at supplere fodboldtræning og håndboldkampene med et fritidsjob. Særligt efter coronapandemien er antallet af unge under 15 år med et fritidsarbejde banket i vejret.

Hvis konfirmanden knokler særlig hårdt, er der derfor en vis sandsynlighed for, at personfradraget ikke kan bruges.

Heldigvis er der en tredje mulighed: aktiesparekontoen.

»Aktiesparekontoen har den store fordel, at det afkast, man får på sine investeringer, beskattes med 17 procent – og det er langt mindre end den almindelige aktieindkomstbeskatning på minimum 27 procent,« fortæller Jeanette Kølbek.

Prisen, der skal betales for den lavere beskatning, er, at aktiesparekontoen beskattes efter lagerprincippet. Det betyder, at der hvert år skal betales skat af gevinsten – også selvom investeringen ikke er solgt endnu.

Til gengæld kan man på aktiesparekontoen købe alt, hvad der hører under aktieindkomstbeskatningen. Det vil sige aktiefonde, der er på skats positivliste, men også enkeltaktier. Så her kan du altså investere løs i Novo Nordisk, Mærsk eller Apple.

Et investeringsråd, mange får, er at investere i virksomheder, man kender. Det synes Betina Grimstrup er et fornuftigt råd. »Men så dukker bankdamen også op i mig,« fortæller hun.

»Det bør kun være en mindre del af investeringen, der sættes i enkeltaktier. Resten kan sættes i nogle brede fonde, for eksempel et verdensindeks, som bør holdes i minimum tre år,« siger hun.

Du skal samtidig være opmærksom på, at der er et indskudsloft på 166.200 kroner i 2025 – men der er trods alt plads til at bygge en større opsparing på sigt. Formuen på aktiesparekontoen må gerne overstige dette beløb, hvis det er kursgevinster, der bliver toppen af isbjerget.

Begge eksperter kommer dog til sidst med en opfordring. Forældre bruger i gennemsnit 7.300 kroner på gaver til deres børn, mens bedsteforældre i gennemsnit bruger 3.580 kroner. Derfor er der også plads til både de kloge pengebeslutninger – og de mindre kloge, men sjove.

»Man kan med fordel overveje, om for eksempel tre fjerdedele af det beløb skal gives som gaveopsparing, mens resten kan bruges på sjov og strøgtur,« siger Betina Grimstrup.

Er du klog, ligefrem et geni – eller bare ikke helt tosset? Gæt med i Berlingskes klassiske quiz og se, hvor skarp du er.

Spørgsmålene er af svingende sværhedsgrad, så tænk dig grundigt om, før du svarer. Der gives kun ét point for hvert korrekt svar – uanset sværhedsgrad. De rigtige svar får du undervejs.

Prøv quizzen og vær med i lodtrækningen om et gavekort på 2.000 kr. til interiørbutikken Umage.

Er du klar?

Du drømmer om et sommerhus et par timers kørsel fra hovedstaden.

Men hvis du synes, at priserne på sommerhuse på Sjælland er steget for hurtigt og nu er temmelig høje, så er der en anden løsning.

Se mod øst.

I det sydlige Sverige er sommerhusene nemlig ikke steget nær så hurtigt som i Danmark over de seneste fem år.

Og det gør dem markant billigere end de sjællandske.

Det viser en opgørelse over priserne i de seks sydligste län i Sverige, der svarer til danske regioner.

De svenske priser ligger i grove træk en tredjedel under de sjællandske priser – vel at mærke i danske kroner.

Det er resultatet af udviklingen fra 2019 til nu, som har budt svenskerne på alt fra et prisfald på 0,1 procent til en stigning på 38 procent alt efter region.

I de danske sommerhusområder har prisudviklingen i den samme periode udelukkende været positiv med stigninger på mellem 29 og 57 procent.

Og når vi zoomer ind på Sjælland, som i køreafstand kan sammenlignes med Sverige, så er priserne steget med 45 procent i Nordsjælland og 57 procent i Vest-og Sydsjælland.

Fordel yderligere forstærket

Det har udløst den store prisforskel, som er blevet yderligere forstærket af en fordelagtig kursudvikling for danskere.

I de seks sydsvenske län er gennemsnitsprisen for et sommerhus på 80 kvadratmeter fra 880.000 danske kroner i Kronoberg til 2,3 millioner kroner i Halland.

På Sjælland koster et sommerhus på samme størrelse 1,8 millioner kroner på Vest- og Sydsjælland og godt 2,5 millioner kroner i Nordsjælland.

På tværs af alle gennemsnittene er de sjællandske sommerhuse en lille tredjedel dyrere end de sydsvenske.

»Vi har i Danmark set bemærkelsesværdige prisstigninger på fritidshuse siden 2019,« konkluderer chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit, som har bearbejdet tallene.

Hun påpeger, at det især var under coronapandemien, at danske fritidshuse steg eksplosivt i pris.

Den samme udvikling oplevede svenskerne, oplyser Per-Arne Sandegren, som er analysechef hos Svensk Mäklarstatistik, der indsamler data om det svenske boligmarked.

»I løbet af årene med covid, 2020-2021, steg efterspørgslen kraftigt på både ferieboliger og større villaer og større lejligheder, da mange begyndte at arbejde hjemmefra hele eller dele af ugen,« konstaterer han.

Tingene vendte brat

Sammen med den højere efterspørgsel steg priserne kraftigt i den periode, men efterfølgende vendte udviklingen mere brat end i Danmark.

»Kort efter starten af ​​Ukraine-krigen i begyndelsen af ​​2022 faldt efterspørgslen kraftigt, da renten og inflationen steg. Priserne faldt også. Den lave efterspørgsel fortsatte i 2023, men stabiliserede sig i 2024, og nu i 2025 ser vi en gradvist stigende efterspørgsel på ferieboligmarkedet,« oplyser Per-Arne Sandegren.

Lise Nytoft Bergmann har også bidt mærke i de forskellige udviklinger på hver sin side af Øresund.

»I kontrast til det danske marked er prisstigningerne på svenske fritidshuse mere afdæmpede. I Kronoberg og Skåne, som er de to regioner, hvor flest danskere ejer sommerhus i Sverige, er priserne steget med henholdsvis 31 og 27 procent siden 2019. Det er betydelige stigninger, men væsentligt lavere end i Danmark,« siger hun.

Og så er der en yderligere faktor, der forklarer forskellen: faldet i den svenske kronekurs.

100 svenske kroner kostede 71 danske kroner i 2019, mens den gennemsnitlige kurs i 2025 ligger på 67 kroner.

»Det er altså blevet lidt billigere for danskerne at købe sommerhus i Sverige,« konkluderer chefanalytikeren.

Færre danskere køber

Men på trods af medvinden til køb af sommerhus på den anden side af Øresund er der sket et tydeligt fald i antallet af danskere, der ejer sommerhus i Sverige.

I 2012 ejede 11.696 danskere et svensk fritidshus. I 2024 er antallet 9.598 svarende til et fald på omkring 18 procent over 12 år.

Samtidig udgør danskerne en mindre del af de udenlandske ejere af svenske ferieboliger, viser data fra den svenske pendant til Danmarks Statistik, Statistiska centralbyrån.

Ud af en halv million svenske sommerhuse har seks procent udenlandske ejere – og det er lidt færre end året før, oplyser Martin Verhage, statistiker ved Statistiska centralbyrån.

De fleste udenlandske ejere findes i Kronoberg og Värmland med henholdsvis 37 og 23 procent af det samlede antal sommerhuse.

Og det er nordmændene, der fylder mest i de svenske sommerhuse med en andel på 32 procent af det samlede antal udenlandske ejere.

En række overvejelser

Derefter følger tyskere med 30 procent og danskere med 25 procent, som i øvrigt foretrækker Kronoberg og Skåne, mens nordmændene især køber i Västra Götaland og i Kalmar.

Se de områder, hvor flest danskere ejer svenske sommerhuse, nederst i artiklen. 

Lise Nytoft Bergmann peger på en række overvejelser, der bør gøres før et køb af et billigere sommerhus i Sverige frem for et i Danmark.

»Vælger man et fritidshus i Sverige, skal man for eksempel normalt sætte flere penge af til transport. Men til gengæld kan man ofte handle billigere, når man er i sommerhuset, da mange dagligvarer koster lidt mindre i Sverige,« siger hun.

Desuden påpeger hun, at det kan være mere besværligt at vedligeholde og overvåge et sommerhus, hvis det ligger i Sverige.

Endelig peger hun på broderfolkets sprog, som alt efter temperament kan ses som en udfordring eller en charme at skulle begå sig på i ferien.

Der skal åbnes for et større udvalg af forsvars- og våbenselskaber, når landets største pensionsselskab investerer.

Derfor har PFA revideret og ændret sin politik for den såkaldte eksklusionsliste – altså listen over selskaber, som pensionsgiganten ikke investerer i.

Det fortæller PFAs administrerende direktør, Ole Krogh Petersen, da Berlingske møder ham i selskabets hovedkontor i Nordhavn.

»Politikken åbner blandt andet op for, at vi nu kan investere i selskaber, som har en lille del af deres omsætning fra salg af dele, der bliver brugt til at producere atomvåben i USA, Frankrig og England,« siger han.

Helt konkret betyder det, at PFA nu tillader investeringer i ti nye selskaber – seks europæiske og fire amerikanske. Listen kan du se længere nede i artiklen.

Investeringer i forsvars- og våbenproducenter har siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 stået højt på den politiske dagsorden, men også hos danskerne.

Ifølge Ole Krogh Petersen skyldes PFAs nye valg, at holdningen til investeringer i forsvars- og våbenproducenter hos PFAs kunder har ændret sig.

Det er nemlig hans opfattelse, at flere kunder har fået en mere »pragmatisk« tilgang til det at investere i forsvars- og våbenproducenter. Og det på et påfaldende tidspunkt.

»Jeg siger ikke nødvendigvis, at det skyldes Trump. Men tidsmæssigt kan vi bare konstatere, at det passer meget godt sammen med, at han satte sig i stolen i Det Hvide Hus,« siger han.

Selvom interessen for investeringer i sektoren har været stigende siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022, har den helt store øjenåbner for Europa været den amerikanske præsident.

»Trump er jo meget tydelig omkring, hvad Europa skal og ikke skal. Og en af de ting, vi skal, er at opruste betydeligt. For vi kan ikke længere regne med, at USA bakker os op som tidligere,« siger han.

U-vending på atomvåben

Ændringen betyder dog som udgangspunkt ikke, at PFA nu smider nye milliarder efter sektoren.

Hidtil har forsvars- og våbeninvesteringer indgået i PFA Plus-produktet med en neutral vægt. Det betyder, at sektoren hverken udgør mere eller mindre, end den gør i et verdensindeks.

»Det er også meningen, at det skal være tilfældet fremadrettet. Nu udvider vi bare vores investeringsunivers, så vi kan komme bredere ud – ikke mindst i Europa,« siger Ole Krogh Petersen.

Et af de selskaber, der ikke er med på listen, er amerikanske Lockheed Martin, selvom den danske stat har købt F-35-fly for milliarder af selskabet.

»Vi bruger en ekstern udbyder af bæredygtighedsvurderinger, og de anbefaler, at man ikke investerer i Lockheed Martin, fordi de har solgt våben til Saudi-Arabien og Emiraterne, som har været anvendt i angreb mod børn og skoler,« fortæller PFA-topchefen.

Men regeringen handler jo med dem. Så hvem står på den rigtige side her?

»Den må du tage med regeringen. De ved bedst, hvilke våben vi har brug for. Og så kan det være, at der er nogle andre spilleregler. Men hvad regeringen gør, har jeg ikke nogen holdning til,« siger Ole Krogh Petersen.

Flere af de selskaber, der dog står på listen, har enten direkte eller indirekte forbindelser til udvikling eller produktion af atomvåben.

Det var ellers en af forklaringerne på PFAs lange eksklusionsliste, da Berlingske i februar spurgte chef for ansvarlige investeringer Rasmus Bessing om, hvorfor PFA ikke investerede i flere forsvars- og våbenproducenter.

»Det skyldes, at det er virksomheder, der producerer komponenter til atomvåben, og dem har vi en politik om ikke at investere i, som det ser ud lige nu,« fortalte Rasmus Bessing dengang.

Få måneder senere ser tingene anderledes ud.

»Men det er kun en meget lille del af omsætningen i selskaberne, der relaterer sig til atomvåben. Under halvanden procent i gennemsnit,« fortæller Ole Krogh Petersen nu.

Alle selskaberne holder sig dog fortsat inden for de konventioner og andre politikker, som PFA arbejder inden for, når de investerer, fortæller topchefen.

Det betyder det for PFA-kunder

For PFAs mere end 1,3 millioner kunder betyder det, at deres pensioner kommer til at blive investeret i flere forsvars- og våbenselskaber. Den nye politik gælder nemlig for hovedproduktet PFA Plus.

Der er dog valgmuligheder til dem, som ikke ønsker, at deres pension skal finansiere forsvars- og våbenselskaber, og til dem, som mener, at der skal investeres mere.

De kunder, som ikke ønsker, at deres pensionspenge skal investeres i våbenproducenter, kan vælge PFAs Klima Plus-produkt. Her får man et produkt, hvor der slet ikke indgår nogen våbenproducenter.

Til gengæld får man så heller ikke olie-, kul- eller gasselskaber og dermed et mere begrænset pensionsprodukt.

Er man derimod en af dem, som med glæde er hoppet med på forsvarsvognen og ønsker en større del af sin pension i forsvarsselskaber, er der gode nyheder, fortæller PFA-topchefen.

For samtidig har PFA introduceret to nye fonde i »Du Investerer«-universet. Det er to specifikke forsvars- og våbenfonde fra henholdsvis en amerikansk og dansk ekstern porteføljeforvalter.

»Det mener vi er en god måde at skabe balance mellem de kunder, som ikke ønsker at investere i våben, og dem, som virkelig gør,« siger han.

For sent med på toget?

Det er dog ikke nyt, at PFA-kundernes pensionsopsparing investeres i våbenproducenter.

Da Rusland invaderede Ukraine i 2022, havde PFA investeringer for omkring 800 millioner kroner i forsvars- og våbenproducenter. I dag har PFA forsvars- og våbeninvesteringer for lidt mere end fem milliarder kroner.

»To tredjedele af det skyldes de kursstigninger, vi har fået fra vores investeringer. Den sidste tredjedel er nye penge, som vi har skudt ind i selskaberne,« forklarer Ole Krogh Petersen og tilføjer:

»Så på den måde har det faktisk været heldigt, at vi har haft det ret smalle udvalg af selskaber. Vi har fået dobbelt så godt et afkast på vores forsvars- og våbeninvesteringer, som hvis vi havde investeret bredt i våbensektoren.«

Forventningerne til, at Europas oprustning vil komme særligt europæiske våbenproducenter til gode, har fået aktiekurserne i flere af disse selskaber til at eksplodere de seneste år.

Før europæisk oprustning var det helt store investeringstema i Europa den grønne omstilling. Men mange kom for sent til den fest. Spørgsmålet er derfor, om det også er tilfældet med oprustningen.

Er du ikke bange for, at I er hoppet med på vognen for sent?

»Nej, det er jeg faktisk ikke. Nu har vi muligheden for at spille ind i en vigtig udvikling i den europæiske oprustning, hvor vi fortsat forventer, der vil være gode investeringsmæssige afkast at hente,« svarer Ole Krogh Petersen og tilføjer:

»Vi ville aldrig tage den her beslutning, hvis ikke vi vurderede, at det kommer til at gå hånd i hånd med afkast.«

Berlingskes privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk

Hej brevkasse

Jeg er svensk statsborger, men bor og arbejder i Danmark. Jeg har svensk personnummer og bankkonto.

Min mor har solgt sin lejlighed og vil give mig og mine brødre, der bor i Sverige, 250.000 kroner hver.

I Sverige betaler man ikke gave- eller arveskat. 

Skal jeg, fordi jeg bor i Danmark, betale skat af gaven, hvilket mine brødre ikke skal. Og skal jeg, når den tid kommer, også betale skat af arven fra min mor, hvilket mine brødre heller ikke skal?

Med venlig hilsen

A.L.

Kære A.L.

Der skal ifølge boafgiftslovens paragraf 25, stk. 1, betales dansk gaveafgift, hvis enten giver eller modtager har hjemting her i landet. Dog er der i 2025 afgiftsfrihed for gaver op til 76.900 kroner pr. livsarving.

Da du har bopæl i Danmark, skal du betale gaveafgift efter de danske regler. Om dine brødre også skal betale dansk gaveafgift, afhænger af, om din mor bor i Danmark eller ej. 

Bor hun i Sverige, skal dine brødre ikke betale gaveafgift. Bor hun i Danmark, skal de betale gaveafgift. Statsborgerskab er helt uden betydning. Kun bopæl tæller.

En god idé kunne være, at din mor i stedet for at give en gave yder jer rentefri lån for beløb ud over 76.900 kroner til jer hver især. Sådanne lån kan i de følgende år løbende eftergives med det årlige afgiftsfrie gavebeløb, og ved denne fremgangsmåde udløses der ingen gaveafgift.

Bor din mor i Danmark, skal der også til sin tid betales afgift af arven (boafgift) for arven til både dig og dine brødre. 

Hvis din mor ved sin død bor i Sverige, er det som udgangspunkt svensk arveret og beskatning, der gælder. Danmark opkræver kun boafgift, hvis arven består i fast ejendom eller et fast forretningssted.

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H)

DreistStorgaard Advokater

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk eller udfyld nedenstående formular:

Da jeg i 2018 udgav bogen »Pseudoarbejde« om de meningsløse arbejdsopgaver, vi går og belemrer hinanden med, havde jeg heldigvis en beroligende forsikring med mig på mine mange foredragsturneer: Bare rolig, når den unge generation kommer ind på arbejdsmarkedet, så vil de slet ikke finde sig i alle disse meningsløse arbejdsopgaver. 

Så hvis man vil tiltrække de unge på arbejdspladsen, skal arbejdet give øjeblikkelig mening!

Jeg byggede denne påstand på undersøgelser og ekspertudsagn om, at ungdommen tilsyneladende ønskede sig formål, fornuft og mening i deres arbejdsopgaver. 

Om det nødvendigvis drejer sig om en større kosmisk mening med tingene, eller blot at der skal være et eller andet fornuftigt udkom af anstrengelserne på arbejdspladsen, var måske ikke altid helt klart. 

Men mening – i en eller anden form – var et krav fra fremtidens unge, så alle de mange boomere og generation Xere, der sad fast i meningsløse afrapporteringer, selvrefererende strategiprocesser og tilrettede alle deres PowerPoint-præsentationer, så de passede til organisationens nye template, kunne ånde lettet op: 

En dag bliver vi udfriet fra dette mareridt af de unge mennesker, der som en fremskudt hær af fornuft og ungdommelig trods vil kræve mening af alle de bureaukratiske chefer og sjælløse administratorer.

Store krav til ung generation

Men hvad skete der? Måske ikke så meget. De unge mennesker er berømte for at skifte job hyppigere end andre. Fire gange i løbet af deres første ti år på arbejdsmarkedet ifølge Gallup. Så måske stemmer de mere med fødderne, end at de barrikaderer chefens kontor, indtil byrden af tåbelige møder og ligegyldige e-mail bliver løftet.

Og måske er det også lige lovlig meget at forlange af en hel generation.

Når jeg skriver dette, er det, fordi jeg efterhånden har været til en del seminarer om »fastholdelse«, »rekruttering« og »fremtidens arbejdsliv«, hvor disse håbefulde ønsker om udfrielse af arbejdslivets hamsterhjul gang på gang bliver lagt i hænderne på den yngre generation.

Tag for eksempel ønskerne om en mere empatisk, lyttende, opmærksom, frisættende og inddragende ledelse. Dette er ønsker, der hyppigt forbindes med den unge generation. 

For nylig valgte direktør i kommunikationsbureauet Publico Uffe Lyngaae at kaste håndklædet i ringen, fordi han ikke længere orkede at skulle give den unge generation så meget opmærksomhed på jobbet. Han fyrede sig selv som personaleleder.

Nogle peger på, at hvor de tidligere generationer ønskede sig fred fra chefen, så ønsker generation Z sig masser af feedback, samtaler og opmærksomhed fra deres ledere. Men på en lang række områder er forskellene faktisk ikke særlig store.

En undersøgelse fra konsulentbureauet Moos-Bjerre fra sidste år konkluderede, at både yngre og ældre generationer ønskede sig ledere, der var »retfærdige«, »ansvarlige«, »samarbejdende« og »empatiske«, mens kompetencer som »handlekraftig« og »uddelegerende« blev vurderet som mindre betydningsfulde.

Viljen til at sige fra

Så hvis de unge faktisk ikke ønsker sig ledere, der er væsentlig forskellige fra den ældre generation, hvorfor får de så al opmærksomheden?

Jeg tror, forklaringen er, at det ikke så meget handler om vores forskellige behov, som det handler om viljen til at udtrykke dem. Globale undersøgelser af, hvilke ledere vi opfatter som effektive, og hvilke chefer vi grundlæggende ønsker at følge, viser også, at der på tværs af kulturforskelle er forbløffende enighed. 

Vi ønsker os konsulterende og demokratiske ledere, men ender desværre ofte med paternalistiske og autokratiske, og vi vil gerne have, at overbevisende og effektive ledere udviser karaktertræk som ydmyghed, omgængelighed, åbenhed og ærlighed, også i lande uden for Europa.

Så hvorfor er det de yngre generationer, der får skudt i skoene, at de også her skal være fakkelbærere for kravene om en bedre og mere human ledelsesstil?

Sociologen Emilia van Hauen har påpeget, at det ikke er så underligt, at den unge generation ønsker sig alle disse ting, da de trods alt er blevet opdraget af deres forældre, der også ønskede sig bedre ledere, større fleksibilitet, større menneskelighed, mere frihed i arbejdet og mening med det, som de blev bedt om at udføre. 

Men dengang generation X og Y var unge, var tiden ikke moden til, at de kæmpede for det – og havde de gjort det alligevel, havde det resulteret i en personlig fyring frem for en samfundsmæssig bevægelse.

Se blot på de mange sager om dårlig ledelse, der vælter frem i medierne. Ofte er kilderne til artiklerne unge mennesker, der har været dybt forargede over sexistiske, tyranniske og undertrykkende kulturer i deres organisationer og er gået direkte til pressen med deres oplevelser. 

For eksempel var det i høj grad unge mennesker i partiet Moderaterne, der rejste de sager i pressen, der efter en lang periode med ubegribeligt fodslæberi endelig fik partiet til at reagere. 

De unge siger fra

Jeg tror ikke, at mange er i tvivl om, at Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, i sit stille sind har tænkt, at den nye generation af snefnug og sarte sjæle aldrig havde overlevet den samme benhårde vej til toppen, som hans generation har måttet udholde. 

Men hermed afslører den ældre generation, hvad der lige præcis er forskellen på dem og de unge. Vi andre fandt os i, at ledere ofte var nogle røvhuller, at man blev på kontoret, til klokken var 16.00, uanset om der var noget at lave eller ej, at de unge piger skulle vare sig for klamme Kenneth til julefrokosterne, at ledere var fjerne skikkelser, man sjældent så, eller at man en gang imellem fik en idiotisk arbejdsopgave, fordi en leder af bar kedsomhed bad om oplysningerne om et eller andet ligegyldigt område, som han selv kunne have orienteret sig i.

Forskellen på min generation og de helt unge er, at vi fandt os i det, mens de faktisk siger fra, skrider fra jobbet eller højlydt brokker sig.

Med andre ord skal de ældre generationer ikke stå og vente på, at de unge mennesker revolutionerer deres arbejdsplads og skaber bedre work-life-balance, mere fleksibilitet, mere mening, sødere chefer, større tolerance og større frihedsgrader. 

De unge skal ikke være løftestang for behov, vi andre også har haft, men som vi blot har været for artige og for kuede til at gøre opmærksom på.

Dennis Nørmark er antropolog, forfatter, foredragsholder og debattør

Vi hører sjældent så meget til Spanien. Når vi gør, handler det om ekstreme oversvømmelser og historiske strømafbrydelser. Eller illegale indvandrere, der vasker op på de spanske kyster.

Men det er synd, for Spanien er en af Europas succeshistorier.

Efter en benhård coronanedlukning har den økonomiske vækst været blandt de højeste i euroområdet. Den spanske økonomi er otte procent større end før coronatiden.

Sammen med fremgang i de mindre lande i euroområdet har Spanien holdt det samlede vækstregnskab i plus. Det er de lande, der blev hårdest ramt af finans- og eurokrisen, der nu er vækstførende: Spanien, Irland, Portugal og Grækenland.

Omvendt er der nulvækst eller direkte tilbagegang i de store økonomier. Der er vendt op og ned på europakortet.

Det seneste år er beskæftigelsen i Spanien steget med dobbelt så meget som i Tyskland, Frankrig og Italien – tilsammen. Siden 2019 er beskæftigelsen steget med to millioner personer eller ti procent.

Det spanske væksteventyr har flere ben.

Det er turismen, der er den store drivkraft. Sidste år kom der mere end 94 millioner besøgende, og i årets første måneder ligger antallet af udenlandske besøgende endnu højere end sidste år. Dermed er Spanien ikke langt fra at kunne udfordre Frankrig som verdens mest populære turistdestination.

Det betyder milliarder af euro i kassen – og mange nye job. Turisme står for mere end 12 procent af den samlede spanske økonomi.

Det grønne eventyr

Men der er også et andet vigtigt ben.

Spanien har investeret massivt i vedvarende energi og har i en årrække ligget side om side med Tyskland i den hurtigste forøgelse af kapaciteten.

Vind er fortsat den førende kilde, men det er især sol, der er blevet udbygget. Den 16. april i år oplevede Spanien for første gang, at al strøm i elnettet kom fra vedvarende energi.

Spanien spiller også en anden vigtig rolle i den samlede europæiske energiforsyning. Det er forbindelsesled til Algeriet og Marokko, hvor der også sker store investeringer i udbygningen af kapaciteten med henblik på eksport.

Det kommer gennem store kabler til Spanien, men for at resten af Europa skal få fuld gavn af de gode forhold for vind og sol sydpå, kræver det en massiv udbygning af det europæiske elnet. Her har nationale interesser ofte stået i vejen. Ikke mindst Frankrig har været forbeholden på grund af den store produktion af strøm fra kernekraftværkerne.

Men dykker man ned i væksttallene, finder man også et tredje ben. Og det er straks mere problematisk.

Når man ser på alle økonomiens motorer, stikker Spanien ud ved, at det er det offentlige forbrug, der har været vækstførende de senere år. Fraregnet inflation er det offentlige forbrug i dag 20 procent højere end i begyndelsen af 2019.

Det er den socialistiske regering under ledelse af Pedro Sánchez, der har stået i spidsen for en forhøjelse af en række offentlige ydelser. Mindstelønnen blev forhøjet. Den hårde pensionsreform fra kriseårene i 2012 blev rullet delvist tilbage. Og antallet af offentligt ansatte er vokset kraftigt.

Dertil kommer, at de offentlige investeringer har nydt godt af, at Spanien var den næststørste modtager af hjælp fra EUs genopretningsfond efter coronatiden.

Der er masser af gode elementer i Spaniens investeringsprogram. Den grønne energi er ét element. Men man har også satset hårdt på digitalisering, og Spanien er et af de lande i EU, der er kommet længst i opfyldelsen af EUs digitaliseringsstrategi. Blandt bundskraberne finder man Tyskland.

Svage offentlige finanser

Men den store udvidelse af den offentlige sektor betyder, at de mange ekstra milliarder i statskassen som følge af fremgang og stigende beskæftigelse er blevet brugt. Resultatet er, at underskuddet på de offentlige finanser sidste år var på tre procent, og regeringen forventer samme underskud i år.

EU godkendte i november Spaniens program for de kommende år, selvom væksten i det offentlige forbrug også her vil være højere, end Europa-Kommissionen anbefalede. Regeringen ønsker at holde en vækst i forbruget på tre procent resten af årtiet.

 Til sammenligning har væksten i det danske offentlige forbrug de seneste ti år i gennemsnit ligget på lige under én procent om året.

Det betyder, at staten vil fylde en stadig større del af spansk økonomi. Det betyder også, at gælden næsten ikke står til at falde, selvom den fortsat er over 100 procent af BNP. 

Dermed står Spanien i skærende kontrast til Grækenland, der kører med overskud på de offentlige finanser, nedbringer gælden med ekspresfart – og sender dele af budgetoverskuddet tilbage til borgerne.

Det er præcis denne adfærd, professor Niels Thygesen kommenterede i efteråret i forbindelse med fremlæggelsen af sin sidste rapport som formand for EUs finanspolitiske råd.

Thygesen talte om »løsagtighed« i finanspolitikken: »Der har været høj beskæftigelse og moderat vækst, men det er ikke lykkedes at nedbringe gælden. Og det er ildevarslende, fordi det viser, hvor lidt de europæiske regeringer har styr på de offentlige finanser.«

Det skaber problemer på den længere bane med den finanspolitiske holdbarhed og øger risikoen for, at et økonomisk tilbageslag vil kræve store nedskæringer – igen.

Vil den sidste spanier slukke lyset?

I Spanien skal det også ses i forhold til den helt store udfordring. Spanierne er en uddøende race.

Under Francos diktatur havde Spanien nogle af de højeste fødselsrater i den vestlige verden. Men med overgang til demokratiet kollapsede fertiliteten, og sådan har det været lige siden. I 2023 stod hver spansk kvinde til at føde 1,13 børn. Det er det laveste nogensinde målt i Spanien.

Samtidig betyder de tidligere høje fødselsrater, at millioner står foran at skulle på pension. De næste 20 år vil 14 millioner spaniere gå på pension. Det er derfor, tilbagerulning af pensionsreformer er så ekstra følsomt i Spanien, og regeringen har været nødsaget til at stramme adgangen til tidligere tilbagetrækning. De kommende år vil øgede udgifter til en aldrende befolkning presse de offentlige finanser yderligere.

Dermed kommer vi til det, der er kernen i den spanske vækstrejse.

Den hviler på massiv indvandring. Over ni millioner af Spaniens 48 millioner indbyggere er nu indvandrere, og tilflyttet arbejdskraft har de seneste par år stået for næsten halvdelen af stigningen i beskæftigelsen. Det skaber i sig selv mere efterspørgsel, fordi der er flere hænder at mætte.

Det er på tværs af økonomien, men ikke mindst landbrug, byggeri og turisme, der er bygget på udenlandsk arbejdskraft. Det er især dette, der har givet næring til det højrenationale VOX-parti.

Men uden indvandring ville Spanien ikke have råd til at finansiere sin velfærdsstat – og slet ikke den udbygning, der har været. Det er lidt den samme diskussion, som vi også har herhjemme, hvor den udenlandske beskæftigelse spiller en afgørende rolle i de løbende opjusteringer af det finanspolitiske råderum.

Det skal også ses i sammenhæng med, at de få unge spaniere, der er, i stigende grad vælger en længere uddannelse. Det er godt for økonomiens potentiale, selvom mange også vælger at bruge deres uddannelse i resten af Europa, hvor der er bedre beskæftigelsesmuligheder og højere lønninger. Men det giver gabende store huller.

Nabolandet Marokko fører an, og sidste år passerede antallet af marokkanere i Spanien én million. Men den dominerende gruppe er fra de gamle spanske kolonier i Syd- og Mellemamerika, der har særlig lempelig adgang til ophold og statsborgerskab på grund af kolonifortiden.

Det er de mange økonomiske kriser i Sydamerika, der har fungeret som katalysator, og dermed er situationen modsat den, der var under finanskrisen, hvor mange unge spaniere tog til resten af Europa for at finde arbejde.

På bare tre år er der kommet næsten 400.000 fra Colombia og 200.000 fra Venezuela. Over halvdelen af alle udlændinge i Spanien er fra Sydamerika – også når man tæller solhungrende nordeuropæiske tilflyttere med.

Samfundets sammenhængskraft er udfordret

Fordelen med indvandringen fra Sydamerika er åbenlys. Det er spansktalende katolikker. Men den er stadig kontroversiel.

Den kraftige indvandring har mangedoblet et problem, som også de andre Middelhavslande er ramt af. Der er en massiv mangel på boliger, hvilket presser huslejer og boligpriser i vejret.

Det rammer ikke mindst de unge. Her bidrager turismen også, for en stor del af de øgede antal overnatninger anvender korttidsudlejning som Airbnb og tager dermed fra den tilgængelige boligmasse. Investeringerne i hotelbyggeri er ikke fulgt med turistfesten op.

Det har ført til store protester, og blandt andet Barcelona har lagt begrænsninger på privat udlejning. Problemet er også blevet forstærket af, at kollapset på boligmarkedet under krisen fortsat er dybt rodfæstet. Selvom der har været en lille stigning, ikke mindst i offentligt boligbyggeri, ligger boliginvesteringer 70 procent lavere end i rekordåret 2006.

De flotte vækstrater dækker også over et kæmpe problem, der udgør en trussel mod den langsigtede holdbarhed. Den økonomiske fremgang er primært sket i de sektorer, der har lavest produktivitet. Der har været nulvækst i den samlede produktivitet det seneste årti. Dermed ligger Spanien i samme båd som Tyskland, men niveauet i Spanien er ligesom i de øvrige middelhavslande lavere end i Nordeuropa.

Det er derfor, lønniveauet også er lavere, og uden vækst i produktiviteten kommer der ikke øget velstand. Det rammer igen de unge mest. Og behovet for arbejdskraft vil være så meget desto større. Det paradoksale er, at den andel af den spanske befolkning, der er i beskæftigelse, fortsat er ret lav. Den strukturelle ledighed er blandt de højeste i EU.

Den Internationale Valutafond (IMF) peger i sin seneste analyse på behovet for at aktivere en større del af den spanske befolkning. Det vil være upopulært – men vil også reducere behovet for udenlandsk arbejdskraft.

Det, Spanien har allermest brug for, er, at perioden med høj vækst bliver brugt på en aggressiv konsolidering af de offentlige finanser. Dernæst reformer, der kan forøge produktiviteten og understøtte innovation og iværksætteri. Det er et af Europas notorisk store problemer, som Europa-Kommissionen forsøger at sætte på dagsordenen, men succesen vil afhænge af de enkelte landes tiltag.

Desværre går regeringens seneste slagnummer i den modsatte retning. Arbejdstiden står til at blive reduceret fra 40 til 37,5 timer. For danskere, der fortsat føler sig røvrendt over afskaffelsen af store bededag, kan det lyde voldsomt. Og lavere arbejdstid vil give muligheder for en bedre balance mellem arbejde og fritid.

Men for økonomien betyder det endnu mere mangel på arbejdskraft, hvis ikke det samtidig giver anledning til en højere vækst i produktiviteten. Og det forøger omkostningerne for erhvervslivet.

Spaniens fortsatte vækstrejse afhænger af, at regeringen ikke gemmer sig bag de pæne tal for fremgangen og mindre røde offentlige finanser end i andre eurolande. For det var præcis det samme, man gjorde i årene før finanskrisen.

Dengang var det en boligboble, der endte med at punktere økonomien. Nu er risikoen, at der ikke er råd til at indfri de mange velfærdsløfter, regeringen har givet. Og så kræver den spanske vækstmodel millioner af indvandrere til at fylde hullerne. Det truer samfundets sammenhængskraft.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør